Lidl forpligter sig til ambitiøst klimamål
Fuldstændig CO2-neutrale - også kaldet Net Zero - inden 2050.
Det er et nyt, erklæret mål fra Lidl Danmark, meddeler dagligvarekæden i en pressemeddelelse.
Siden 2019 har kæden reduceret sine udledninger af drivhusgasser med 65 procent - men det skal længere ned i løbet af de kommende kvarte århundrede.
- Vi har i Lidl allerede gjort betydelige fremskridt inden for klimaindsatsen. Vores mål er at tilbyde kunderne mere ansvarlige produkter til overkommelige priser, mens vi samtidig gør vores del for at bekæmpe klimaforandringer, udtaler Jens Stratmann, adm. direktør i Lidl Danmark, og tilføjer:
- Klimaforandringer er en af de største udfordringer i vores tid. Med ambitiøse mål og strategiske tiltag tager vi i Lidl ansvar og bidrager til at være en del af løsningen.
Scope 1, 2 og 3 - kort fortalt
Virksomheders CO2-udledning deles op i tre såkaldte scopes:
- Scope 1 er udledning fra en virksomheds egen produktion
- Scope 2 er udledninger fra den energi, man indkøber til produktionen
- Scope 3 er inddirekte udledninger fra virksomhedens værdikæde, dvs. indkøb af varer og services hos leverandører, transport, forretningsrejser, bortskaffelse af solgte produkter m. m.
Kilde: Greenhouse Gas Protocol
Langt størstedelen af Lidl Danmarks udledning af drivhusgasser kommer fra det såkaldte Scope 3 - og her har man også sat ind med flere initiativer. Også i samarbejde med dagligvarekædens leverandører.
"Virksomheden har forpligtet sine største leverandører, der står for 75 procent af de produktrelaterede Scope 3-udledninger, til at sætte en række reduktionsmål inden 2026 i overensstemmelse med Science Based Targets Initiative," skriver Lidl.
Net-zero og Science Based Targets
- Mange virksomheder har erklæret, at de vil være CO2-neutrale, også kaldet net-zero i 2050. Men nogle virksomheder har så at sige sprunget over hvor gærdet var lavest. For eksempel er der virksomheder, der har sørget for at plante skov for at kompensere for sine CO2-udledninger. Men altså ikke begrænset sin egen udledning.
- Det fik i efteråret 2021 Science Based Targets Initiative til at udarbejde en defintion af, hvad virksomhederne skal leve op til for at kunne kalde sig net-zero.
- For at kunne kalde sig carbon-neutrale eller net-zero skal en virksomhed reducere sin klimabelastning i overensstemmelse med målet om højst 1,5 grads stigning i den globale temperatur. Virksomheden skal for det første gennemføre hurtige forbedringer. På langt sigt skal CO2-udledninger reduceres med 90-95 procent. Højst 10 procent af reduktionerne må bestå af ekstern fjernelse af CO2, for eksempel ved skovrejsning eller ved CO2-fangst.
- Det er formentlig dette opstrammede mål for net-zero, som betyder, at nogle virksomheder har måttet opgive at leve op til kravene.